Da vi i Elevation først hørte om U2’s nye projekt Songs of Surrender, tænkte vi: “Hvad er dette? Hvorfor pille ved klassikerne?” Det føltes næsten som helligbrøde. Bono og The Edge gik i studiet og genindspillede 40 sange fra deres bagkatalog – afklædte, nedbarberede versioner, ofte med ny tekst, ny tone og helt ny stemning.

“I starten tænkte vi – hvad er dette, og at det ville være helligbrøde at genindspille dem,” siger SteenP, Elevations guitarist og manager.

Men vi må ærligt indrømme: Songs of Surrender har vokset sig større, jo mere vi har lyttet. Det er ikke bare “unplugged”-udgaver eller slowmotion-versioner af gamle hits. Det er en slags reframing. Det er U2 som ældre mænd, der kigger tilbage på deres egne værker med nye øjne – nogle gange med mere ømhed, nogle gange med mere sårbarhed.

“Man begynder at høre teksterne på en ny måde,” siger Danny, vores forsanger. “Særligt ‘One’ og ‘Where The Streets Have No Name’ får en helt ny tyngde, når de synges næsten hviskende – som bønner i stedet for anthems.”

Der er selvfølgelig delte meninger – også internt i bandet – om hvilke versioner der virker. Nogle sange mister måske lidt af deres energi, når trommer og delay-guitar pakkes væk. Men andre blomstrer. Walk On bliver nærmest en ballade for håb i en mørk tid. Stories for Boys får ny charme. Og Who’s Gonna Ride Your Wild Horses rammer os lige i mellemgulvet.

“Den sang har altid haft noget vildt og smukt over sig – og den nye version gør den nærmest endnu mere intens,” siger SteenP. “Den er nu fast del af vores sætliste.”

Og ja – det er lidt pudsigt, at et coverband som os nu spiller nye versioner af de gamle sange, som originalbandet selv har lavet om. Men sådan er det med U2. De er ikke bare et band, man kopierer. De er et levende værk. Songs of Surrender føjer noget nyt til historien – og vi tager det med os ud på scenen.

Vi har allerede prøvet nogle af de nye versioner af på publikum. Til firmafesten i Horsens blev With or Without You spillet næsten a cappella – og vi så kollegaer, der ellers aldrig synger med, synge stille og intenst. Til en festival i Aalborg testede vi den nye version af Vertigo som intro, og det virkede overraskende godt som opbygning.

Songs of Surrender er ikke en plade, man fester til. Den er et eftertænksomt værk, som kræver, at man lytter. Men den har noget på hjerte. Og det er præcis derfor, vi også bringer noget af det ind i vores egne shows. Ikke for at kopiere stemningen, men for at udvide oplevelsen.

U2 tør kigge deres egen fortid i øjnene og genfortolke den. Det kræver mod. Og det inspirerer os. For vi vil ikke bare spille “de rigtige versioner af de rigtige sange”. Vi vil skabe en oplevelse – med nerve, nærvær og energi. Songs of Surrender hjælper os til det.

Så ja – vi overgav os. Og vi lover, at du også kommer til det, næste gang du ser os live.